Et eventyrligt møde med Kirsten & Marie

Kirsten og Marie gæstede Bornholm i forbindelse med De Eneste Tos koncert i Musikhuzet. De to unge tvillinger, gymnasieelever og musikere har nemlig spillet som support for D.E.T flere steder i landet. Jeg har længe gerne ville møde og ikke mindst opleve disse “andre to” altså Kirsten & Marie, da deres EP som indeholder tre numre, er blevet spillet igen og igen og igen i mine ører. En ellers kedelig fredag endte med at blive rigtig god takket være Kirsten & Marie.

Interviewet starter med et lille tilbageblik på et indlæg, som Pelle skrev tilbage i aprilmåned sidste år. Her skriver Pelle:
Desuden elsker alle stjerneskudsfortællingen om to teenagere der møder deres idoler på en trappe før en koncert, bliver hevet med som support og pludselig tager landet med storm. For det er lige sådan de to alfer blev opdaget af Aske og Kristoffer. Et lille eventyr, og der er sikkert mere på vej.

Derfor står første del af interviewet i eventyrets tegn…

Hvordan er jeres eventyr forsat?
Kirsten: Ja, det der er ret eventyrsagtigt. Specielt når man tænker tilbage på det, og vi har virkelig, virkelig fået mange oplevelser og mange venner. Det er rigtig, rigtig fedt, men når man står i det, føles det også ret normalt.

Marie: Når man tager sådan objektive briller på, så tænker man bare: ”wauw, det er bare de sygeste ting, der sker.” Når man er i det, virker det hele meget naturligt.

Men hvad der helt konkret er sket, er at vi har fået sindssygt mange oplevelser, og vi er blevet en af en kultur – ikke derhjemme, for i Viborg er der ikke så meget musikkultur, men når man kommer til København, kan man bare mærke, at folk ved hvem man er. Man er ligesom bare blevet en del af en kultur, som man ikke fysisk er i. Men vi har fået rigtig mange oplevelser, og så har vi også fået meget mere travlt.

Er det så svært for jer at følge med i skolen?
Marie: Altså, det er pisse hårdt, men det er også en kæmpe oplevelse. Vi har en god skole, så de bakker op om vores projekt, og det hjælper rigtig meget på det.

Kirsten: Jeg tror det kommer til at gå med gymnasiet. Vi passer det rimelig godt – jeg tror ikke det kommer til at gå decideret galt, men nogen gange er man bare lidt opgivende omkring det.

Marie: Hvis man fordyber sig i det i noget andet er det lidt svært. Man kan ikke helt være begge steder mentalt, så nogle gange nedprioriterer man skolen og så er det ikke helt så sjovt at gå i skole, fordi man kommer bagefter. Jeg kan godt lide at gå i skole.

Hvis vi vender tilbage til eventyret, hvordan håber I så eventyret ender?
Marie: Man har sådan ”en alt kan ske”-fornemmelse. For det er lidt det der er sket indtil videre. Man er også ambitiøs. Vi vil gerne have, at det Vi laver på vores debutalbum bliver en mega succes, og at vi også selv bliver rigtig glade for det. Men vi vil vel også gerne på et tidspunkt til udlandet og turnere. Bare få lov til at udforske denne her verden. Men jeg ved, ikke hvor store mine drømme er.

Jeg har indtryk af, at de ting der er sket for jer, bare er kommet uden at I har opsøgt det voldsomt meget selv..

Marie: Nej, vi har ikke opsøgt det rigtigt, og vi havde heller ikke rigtig forventet at det skulle ske. Men når så muligheden er kommet der, har vi bare været sådan ”yes!” og så bare taget muligheden, når den er der, fordi det er alt for fedt.

Så på den måde kan man måske også sige, at man ikke kan gennemskue eventyrets slutning, fordi eventyret er ved at skrive sig selv lige nu?
Kirsten: Ja.

Marie: Ja. Præcis.

Andet led i interviewet er nogle af jeres spørgsmål, som ofte få nogle lidt anderledes og sjove svar frem, hvilket også gør sig gældende, når Kirsten & Marie bliver spurgt om alt fra x factor til at skulle forestille sig at være stole..

Publikumspørgsmål:

Lukas: Har I nogensinde overvejet at stille på i x factor?
Kirsten: Jeg tror det største dilemma er, at man skal optræde med noget, som andre vil have.   Det er en bestillingsopgave på en eller anden måde. Det er heller ikke det vi er gode til, altså at få at vide, at vi skal spille et covernummer af Michael Jackson og performe mega meget på en scene.

Marie: Man bliver utrolig indrammet af x factor – man får at vide, du skal synge på denne her måde, du skal optræde på denne her måde og det er dét, der er det rigtige. Jeg og Kirsten gør ikke særlig meget af det der er ”det rigtige”. Hvis man f. eks. skal udgive et album, så får man at vide, at det skal lyde sådan her, fordi det er det folk vil have.  På den måde bliver man utrolig begrænset, og det er uærligt.

Jeg havde den tanke, at da jeg opdagede jer, synes jeg, at noget af det bemærkelsesværdige også var det faktum, at I er tvillinger. Føler I, at x factor tvillingerne har overtaget det image?

Kirsten: Vi bliver i hvert fald tit sammenlignet med dem. Så det kan man måske godt sige at de har, men dem der sammenligner os, er ikke vores kernepublikum. Eller det skal jeg faktisk måske ikke kunne sige. Den sammenligning vil man måske altid lave som et førstehåndsindtryk.

Esther: Hvis I var stole, hvem ville I så helst slippe for sad på jer?
Både Kirsten & Marie tøver og griner efter, at have hørt spørgsmålet.

Marie: nok en, som hele tiden flytter rundt på en tænker jeg. En som man hele tiden skulle rette sig efter. Øhm.. ja hold da op.. Man er virkelig underlagt en større magt hvis man er en stol!

Kirsten: Jeg tror ikke, jeg ville bryde mig om en, som skulle slibes ned og males hvid ligesom alle mulige andre flotte, gamle møbler. Det er så synd.

Men hvilken stol ville I så gerne være?
Kirsten: En rigtig hyggelig en tror jeg. I hvert fald en af træ.

Marie: Eller sådan en flot trebenet skammel. Sådan en fra gamle dage. De er også flotte.

Kasper: Var ”tommelfinger, tommelfinger hvor er du?” jeres yndlingssang?
Marie: Men det var nok en af dem. Jeg tror det er svært at sige en yndlingssang helt generelt. Men det er en sang, som jeg virkelig synes er stemningsfuld og har mere kvalitet over sig end så mange andre. Super nostalgisk

Kaspers opfølgende spørgsmål: bliver næste single så en sampling af Lille Peter edderkop?
Marie: Det har vi ikke lige planer om.

Kirsten: Altså man har da selv lige gjort overvejelsen.

I ville måske også bare blive tvillingeparret, som sampler børnesange
Alle griner..

Kirsten: Jeg tror det var en engangsjoke.

Clara: hvem har inspireret jer til at spille musik og hvem er jeres idoler?
Marie: Hmm.. Vores mor har nærmest sagt , at vi skulle gå i kor, og det er virkelig det der har gjort, at vi er blevet rigtig glade for at synge flerstemmigt sammen. Vores forældre har nok godt vidst, at vi var musikalske. De har begge spillet musik, men ikke på et ambitiøst niveau. Men de vil rigtig gerne have, at deres børn skal spille musik, så de opfordrede os til at gå på musikskole, men vi begyndte først at spille musik, da vi gik i sjette. Vores storebror er rigtig dygtig til at spille musik og også ret ambitiøs med det. Jeg tror, at han har inspireret os meget til at spille.

Kirsten: Men hvis vi skal sige noget mere konkret, så var noget af det vi begyndte at spille først det var.. Var det ikke Adelaide med Thomas Dybdahl?

Marie: Jo.

Men hvad med idoler? Har I sådan nogle?
Marie: Jeg kunne godt nævne nogle kunstnere, men jeg synes bare, det begrænser det rigtig meget, når man sætter navne på. Altså der er da nogle kunstnere, som jeg føler mig rigtig meget knyttet til, men jeg tror også at jeg får inspiration fra alle mulige andre steder. Og jeg synes det er svært at sige helt præcis, hvor den kommer fra.

Kirsten: Man kan måske også godt kende noget musik, hvor man kender musikken, men egentlig ikke rigtig kender menneskene bag det særlig godt. Så er det lidt svært at kalde dem idoler.

Jens: Hvorfor har I kaldt jer jeres egne navne og ikke noget mere fancy?
Kirsten: Vi prøvede med nogle forskellige ting og det virkede bare ikke som om det var helt ærligt. Altså vi kom aldrig frem til noget, som føltes helt rigtigt. Så det var sådan: ”skal vi ikke bare hedde Kirsten & Marie, fordi det er jo det vi er.” Og det føltes rigtigt.

Sofie: Har I selv dyrket fankulturen, og er det ikke underligt lige pludselig at møde en masse mennesker, som man måske har set op til?
Marie: Når det det kommer til fandyrkelse, kan man godt have sådan nogle, som man tænker får en eller anden gudestatus, og det er lidt åndssvagt på en eller anden måde. Hvis jeg så Björk, så ville hun nok have lidt gudestatus, fordi hun bare er så mega stor.

Kirsten: Men jeg synes mere man tænker dem som talentfulde end som guddommelige.

Kirsten: Vi har da haft det mega sjovt med Oh No Ono (Kirsten & Marie er signet hos Oh No Ono medlemmerne Aske Zidore og Kristoffer Rom). Da de kom ud med jeres EP, da var vi helt vildt oppe og køre.

Marie: Ja, der var vi virkelig sådan nogle små over, hyper-fans.

Kirsten: Vi har jo senere har mødt dem, hvor vi ikke havde det forhold til dem længere, men syntes, at de var nogle dygtige musikere. Det er da meget sjovt, at vi sådan er venner med dem nu.

Marie: Måske tænker man over det lige i det første sekund, når man ser personen, men man kommer sig hurtigt over det lige så snart man snakker med dem, for så er man jo fuldstændig på niveau. Hvis nu de kommer og roser os for vores koncert, så er man jo utrolig meget på niveau.

Marie: Hvordan karakteriserer I en god koncert?
Marie: det er en koncert, hvor man har god kontakt med publikum og hvor man selv føler, at man har gjort en god indsats på scenen. Helst også når man har sagt nogle ting, som har fået folk til at grine.

Kirsten: eller smile..

Marie: En god koncert er, når man laver en god performance og når det lyder musikalsk godt. Men det allervigtigste er når man er nede på jorden og er ærlig, så man kan leve sig ind i musikken.

Har I haft nogle koncertoplevelser, hvor I har tænkt: ”det her glemmer vi aldrig nogensinde”?
Kirsten: Ja, det har vi.  Vi sad engang i en campingvogn og spillede for nogle folk ,vi faktisk ikke kendte ret godt og de var 100% opmærksomme.

Marie: Det var sådan en spontan koncert.

Kirsten: Det var meget fællesskabsfølelse. Og de sad lige ved siden af os.

Marie: Men der har også været nogle koncert-koncerter, som også har været helt vildt fede, fordi folk har været mega rørte, hvor nogen bare er begyndt at græde. Det har været ret vildt.

At det har “været ret vildt” lader jeg være de sidste ord fra Kirsten & Marie i denne omgang med et ønsker om, at deres eventyr forsætter længe endnu. Jeg gad godt blive en del af eventyret på en græsplæne med en kold øl i hånden og Kirsten & Marie på scenen – allerhelst på Wonderfestiwall.

Tekst: Sarah Marie Jensen

Foto: Clara Mathilde Lou